Hvad er en Cat Friendly Clinic?

Hvad er en Cat Friendly Clinic?

På såkaldte Cat Friendly Clinics tages der ekstra højde for katte og deres behov. Her gør man særlige tiltag og håndterer kattene således at de får den bedste og mest trygge oplevelse på dyreklinikken – ofte er katte nemlig ikke glade for at besøge dyrlægen. Men hvad er en Cat Friendly Clinic?

ISFM (International Society of Feline Medicin) uddeler titlen Cat Friendly Clinic til klinikker over hele verden, der gør noget ekstra for at katte skal føle sig godt tilpas, når de besøger dyrlægen. Den væsentligste årsag til at katten vil være utryg i klinikken, om det er i venteværelset eller konsultationen, er, at den er uden for sit vante territorie og føler sig derfor mere udsat. Netop derfor er det vigtigt at tage højde for kattens behov i en sådan utryg situation, for at hjælpe katten til at føle sig så tilpas og tryg som muligt. 

Cat Friendly Clinics er et globalt initiativ, der netop har til formål at gøre oplevelsen hos dyrlægen til en god oplevelse for både din kat og dig. For at kunne kalde sig Cat Friendly Clinic, er der visse krav til indretning, udstyr og faciliteter, og de gælder i både reception, venteværelse, konsultationsrum osv. En Cat Friendly Clinic kan opnå tre forskellige niveauer - bronze, sølv og guld - alt efter, hvad og hvor meget der gøres for at tilpasse klinikken til kattens behov.

Krav til en Cat Friendly Clinic

For at opnå titel af Cat Friendly Clinic på et af de førnævnte niveauer, stilles der forskellige krav, udover de almindelige krav til en dyreklinik, men uanset niveau skal der altid tages minimumshensyn både når det gælder venteværelse og konsultationsrum. Graden af kravene kan variere alt efter niveau. Nogle af kravene til en Cat Friendly Clinic er:

I venteværelset

  • Opdelte venteområder, så katten undgår kontakt og særligt øjenkontakt med hunde, idet dette vil gøre katten utryg. Opdeling kan også være opdelte tidsrum for hunde- og kattekonsultationer.
  • Mulighed for at placere katten over gulvniveau. Katte vil af natur søge opad, når de er utrygge. Det skal derfor være muligt at placere transportkassen på en stol eller gerne endnu højere, f.eks. på hylder opsat til formålet.
  • Det skal være muligt for katten at undgå øjenkontakt med andre katte. Katte er af natur ikke sociale væsener og kan derfor føle sig utrygge ved synet af en fremmed kat. Klinikken kan stille rene tæpper til rådighed, som kan placeres over transportkassen.
  • Brug af en FELIWAY Diffuser vil bidrage til at give katten en følelse af tryghed og ro i venteværelset. De tryghedsskabende feromoner i FELIWAY giver katten signal om, at her er trygt at være, og bidrager på den måde til at katten vil føle sig bedre tilpas hos dyrlægen. 

I konsultationsrummet

  • Det er vigtigt, at der er god tid til konsultationen, for at sikre at katten er tryg og rolig, og at der er tid til at håndtere katten bedst muligt i forhold til dens adfærd og behov. Katten har ligeledes brug for god tid til at komme ud af transportkassen og vænne sig til rummet.
  • Personalet gennemgår hvert år efteruddannelse og holder sig løbende opdateret om kattes sygdomme og adfærd, for at sikre den bedste håndtering og behandling af din kat. 

Ved indlæggelse

  • Indlæggelsesfaciliteter skal som minimum leve op til sølv-kriterierne, herunder bl.a.:
    • De bure, der anvendes ved indlæggelse, skal være af en god størrelse og placeret i et rum adskilt fra indlagte hunde. Her stilles særlige arealkrav til burene alt efter, hvor lang tid katten skal opholde sig på klinikken.
    • Opdeling mellem burene, der sikrer at kattene ikke kan opnå visuel kontakt med hinanden.
    • Behagelige liggefaciliteter i buret, f.eks. kurve, tæpper m.m., og mulighed for at gemme sig.

For at højne kattens status og bidrage til den gode og trygge dyrlægeoplevelse, sponsorerer vi hos FELIWAY ISFM og deres arbejde med Cat Friendly Clinics. Vi er også glade for at klinikkernes brug af FELIWAY Diffusere hjælper katte til at slappe af og føle sig trygge, så både de, og du som ejer, får en god oplevelse på klinikken.